Historie
Kilde: Erik Bager (loge nr. 26) og Erik Wolsgaard (loge nr. 91)
18. november 1996. Rev. 2010
I slutningen af 1800-tallet var Roskilde stadig en lille provinskøbstad med omkring 7.000 indbyggere. Jernbanen fra København, der var åbnet i 1847, påvirkede for alvor udviklingen i byen. Den medvirkede også til, at gode borgere fra Roskilde fik mulighed for at dyrke deres Odd Fellow-interesse i de københavnske loger.
Lige så naturligt var da også, at disse brødre fandt sammen, og den 14. december 1888 dannedes foreningen ”ROAR”.
Den 19. november 1893 kunne br. Storsire Petrus Beyer instituere den ny loge nr. 26 i Danmark.
Logen tog navnet "KONG HROAR" , efter den konge, der ifølge overleveringen grundlagde Roskilde. Kong Hroar, var kendt for sin fredselskende natur - en egenskab der i høj grad falder sammen med ordenens mål og virke.
Allerede i februar 1892 var foreningen stærk nok til at erhverve ejendommen Hersegade 11. Man byggede eget logelokale i tilknytning til denne ejendom.
Her havde logen sin adresse, indtil der i 1928 blev givet et tilbud på 26.000,- for ejendommen. Den blev solgt, og en tid herefter holdt man logemøder i byens hoteller.
Bygningen er nedrevet og erstattet med moderne byggeri.
I efteråret 1929 købte brødrene Skolegade nr. 13 for en pris af kr. 37.000. Denne bygning blev ombygget og indrettet for kr. 137.210,27-, men så var der også en bygning – Palæet – som man kunne være stolte af. Logesalen blev indviet på logens fødselsdag den 19.november 1930.
Logen har gennem tiden haft mange overmestre. Navnene på disse er graveret i en plade, og monteret på 'Olsens Bøsse'
På det nordiske plan har logen siden 1949 haft samarbejde med Odd Fellow loger. Først i Linköping (loge nr. 112 Folkungaträdet), senere i Tønsberg (loge nr. 27 Kong Sverre) og Helsingfors (loge nr. 18 Kalevala) samt i Reykjavik (loge nr. 18 Ari Frodi).
Mærke for logens 25 års dag.